Der var engang…..
Året var 1905, da en ung kommis fra Hjørring, Conrad P. Christensen, i kompagni med, også en tilrejsende kommis, Peder P. Hedegaard, i fællesskab opstartede Kolonial, Korn & Foderstofforretningen HEDEGAARD & CHRISTENSEN på Vesterbrogade 5 i Nørresundby. Tæt ved havnen, hvorfra der var kort transport af bl.a. skibsforsyninger af korn fra USA.
Vareleveringer til kunderne foregik meget til Vendsyssel og med hestekøretøjer, og man havde dertil egne heste i stald ved den gamle 3 etagers lagerbygning.
Forretningen udviklede sig godt, og allerede i 1906 besluttede man da at udskille korn og foderstofafdelingen i et selvstændigt firma, det nuværende Peder P. Hedegaard A/S, stadig hjemmehørende i Nørresundby på havnefronten. Conrad P. Christensen fortsatte derefter Hedegaard & Christensen med kolonialhandel fra Vesterbrogade 5.
Efter Conrad P. Christensens død i 1942 blev forretningen videreført af grosserer Kaj Juby-Smith og i 1945 kom Peter Jørgensen til, først som sælger, siden prokurist og efter 1958 som indehaver af firmaet. Efterfølgende er Jens Jørgensen, søn af Peter Jørgensen, indtrådt i 1978, og viderefører forretningen efter Peter Jørgensens død i august 2000.
I 1969 var udviklingen helt løbet fra de gamle, nostalgiske forhold på Vesterbrogade 5 i Nørresundby, og en 1000 m² ny lagerhal og kontorbygning blev da opført udenfor byen i Nr. Uttrup, på firmaets nuværende adresse. Og siden blev Nr. Uttrup så en del af Nørresundby.
Den ny lagerhal blev hurtig for lille, og bygningerne er af flere gange siden da blevet udvidet med S-engros samt køle og frostlagre, således at der i dag rådes over godt 5.000 m² moderne lager og kontorforhold.
I Silkeborg havde købmand L. C. Lauritzen´s ”landhandels”-detailforretning fra 1891 tilsvarende udviklet sig positivt, og i 1938 blev Én-gros-afdelingen med kolonial, korn og foderstoffer m. v. derudfra etableret på Østergade i Silkeborg
Dette var tilsyneladende også en go´ beslutning, og firmaet flyttede i 1969 til en tidssvarende ny terminal på Lillehøjvej, som efterfølgende også er blevet udbygget over flere gange.
Fra 1980-90 blev samarbejdet omkring indkøb m. v. de 2 firmaer imellem udbygget: L. C. Lauritzen A/S var på mange punkter tilsvarende Hedegaard & Christensens Eftf. A/S. Og dette samarbejde førte i 1993 til et fælles ejerskab af de 2 organisationer.
L. C. Lauritzens afdeling i Sorø er efterfølgende opstået i 2003 som et led i den positive udvikling, der gennem årene har præget distributionen. I Sorø er terminalen i 2008 blevet udvidet med en ekstra lagerhal, og der er nu godt 5000 m2 under tag med alt i produktionsvarer. Og med en til- og tidssvarende terminal på 10.000 m2 fra år 2007 på Priorsvej i Silkeborg, er grundlaget for en optimal og effektiv, landsdækkende distribution for hele Danmark realiseret.
Den midtjyske mælkedistributør Silko Mælk blev i 2005 en division under L. C. Lauritzen A/S, og under navnet ”HC Catering A/S” distribueres fra Priorsvej i dag foruden mælk cateringvarer, frost, fersk kød, grøntsager m. v. til en bred aftagerkreds.
Fra år 2010 er firmaerne organiseret og samlet ”under samme paraply” i HCH-Gruppen A/S, med primær bageri-aktivitet under navnet L. C. Lauritzen A/S samt tilsvarende catering/detail under HC Catering A/S.
Dette er et godt grundlag for en fortsat effektiv udvikling af IT, indkøb, logistik osv.
HCH Gruppen A/S er således fortsat i en positiv udvikling som distributører indenfor dagligvarer: Bageri, catering, frost, konfekture, tobak, vine m.m. Alle varer distribueres med organisationens vognmandsselskab PJ Distribution A/S, der med køle-refrigerérede biler samtidig distribuerer for supplerende leverandører til samme aftagerkreds. Husene beskæftiger i alt ca. 160 medarbejdere, og med en totalomsætning på ca. 3/4 mia. dkr., distribueres til kunder over hele Danmark.
Men selv om tingene vel nok har ændret sig lidt siden starten i 1891, tilstræber HCH Gruppen ud fra mottoet: ”Den rette vare, i rette mængde, på rette tid og sted” fortsat det individuelle gode forhold til den enkelte kunde med en fleksibel levering tilpasning efter behov !